Der tegner sig efterhånden et tydeligt billede af, at det bliver et kapløb mellem FC Midtjylland og Brøndby IF om mesterskabstitlen. I aftes tog jyderne et vigtigt skridt på vejen, da de med tre point mod Randers FC bragte sig selv et point foran de blå-gule.
FC Midtjylland bragte sig planmæssigt i front efter en halv time, og midt i anden halvleg ramte de gyldne otte minutter, hvor det blev til tre mål, så de vandt 4-0. Dermed går FC Midtjylland til vinterpause på bedst mulig vis.
– Det er rart at ligge nummer et. Det betyder, at vi har lidt at give af, når vi starter op igen. Det er sådan set den eneste ting, der er i dag. Og så er det selvfølgelig også rart at gå på ferie med en sejr; ikke mindst fordi der havde været lang tid, før vi kunne revanchere det, hvis det ikke var blevet til sejr, siger Jakob Poulsen til tipsbladet.dk.
– For mig er det langt fra slut. Det er pissefedt at gå på ferie som nummer et, men vi skal også huske på, at det kun betyder, at vi har et point ned til nummer to. Det er det eneste, vi kan bruge til noget. Jeg får ikke en bedre jul af, at vi ligger nummer et, men det er da rart med visheden.
Midtbanespilleren vil dog ikke udråbe FC Midtjylland til den største mesterskabskandidat, men han medgiver, at de er stærkt kørende.
– Jeg vurderer, at vi har været de bedste i efteråret, og det kan man jo se i tabellen, for vi fører med et point. Men jeg synes også, at Brøndby har et rigtig stærkt hold. Vi kommer til at gå benhårdt efter det, og jeg bliver skuffet, hvis vi ikke bliver mestrer til sommer.
Poulsen har været en af de absolutte største profiler i denne halvsæson, hvis ikke den allerbedst spillende spiller i Superligaen overhovedet, men selv forsøger han at nedspille sig eget ellers tårnhøje niveau.
Leave a Reply